Alm. Brand A/S - Delårsrapport for 1. kvartal 2024


  

Alm. Brand Group opjusterer resultatet før skat med 100 mio. kr.

  • Alm. Brand Groups forsikringsresultat blev et overskud på 295 mio. kr. (1. kvt. 2023: 205 mio. kr.), særligt drevet af en fortsat positiv udvikling i Erhverv
  • Forsikringsindtægterne viste en meget tilfredsstillende vækst på 5,6 % til 3.012 mio. kr. (1. kvt. 2023: 2.853 mio. kr.), særligt drevet af en stærk vækst i Privat på 8,6 %
  • Det underliggende skadeforløb blev forbedret med 3,0 %-point til 61,0 drevet af en stærk udvikling i Erhverv og en positiv udvikling i Privat trods en fortsat høj frekvens af autoskader
  • Implementeringen af synergiinitiativer følger planen og har i kvartalet en positiv regnskabsmæssig effekt på 98 mio. kr. Omkostningsprocenten blev 19,1 (1. kvt. 2023: 20,0)
  • Meget tilfredsstillende investeringsresultat på 167 mio. kr. (1. kvt. 2023: 149 mio. kr.) med afsæt i den positive udvikling på de finansielle markeder
  • Forventningen til resultatet før skat og særlige omkostninger opjusteres med 100 mio. kr. til 1,63-1,83 mia. kr. på baggrund af det stærke investeringsresultat. Forventningen til forsikringsresultatet for 2024 fastholdes på 1,40-1,60 mia. kr. eksklusive afløbsresultat for 2.-4. kvartal.

CEO Rasmus Werner Nielsen betegner resultatet for første kvartal som tilfredsstillende med en meget tilfredsstillende vækst i forsikringsindtægterne på 5,6 %:

”Jeg er rigtig glad for, at stadig flere kunder vælger at forsikre sig i Alm Brand Group, og at vores eksisterende kunder tegner flere forsikringer hos os. Samtidig er jeg tilfreds med, at vi kan levere et markant højere resultat end samme kvartal sidste år på trods af en vinter, der igen har været præget af sne og storm, og hvor vi har kunnet hjælpe de rigtig mange kunder. Det viser endnu en gang, at vi driver en robust forretning.”

”Fremgangen i resultatet er særligt drevet af vores erhvervsforretning, hvor de seneste kvartalers positive udvikling fortsætter ind i 2024, mens resultaterne på privatområdet i højere grad var præget af skader forårsaget af vejret og fortsat høje erstatningsudgifter til autoulykker.”

”Vi følger fortsat planen for sammenlægningen, hvor vi i årets første kvartal blandt andet gennemførte den juridiske fusion af Alm. Brand Forsikring og Codan Forsikring, som giver os endnu bedre muligheder for at udvikle og tilbyde nye produkter til kunderne på tværs af vores brands.”

Uddybning af kvartalet
Forsikringsresultatet blev et overskud på 295 mio. kr. (1. kvt. 2023: 205 mio. kr.) primært drevet af en positiv udvikling i Erhverv.

Udviklingen i forsikringsindtægterne var særligt drevet af en meget tilfredsstillende vækst i Privat på 8,6 %, hvilket udover en øget kundevækst, styrket kundefastholdelse og mersalg til eksisterende kunder beror på højere indekseringer samt prisforhøjelser.

Første kvartal viste samlet set et forbedret skadeforløb i forhold til samme kvartal sidste år. Kvartalet var dog fortsat præget af høje erstatningsudgifter til vejrlig, som blev modsvaret af færre erstatningsudgifter til storskader.

Den positive udvikling i lønsomheden fortsatte i første kvartal med en forbedring i den underliggende skadeprocent på 3,0 %-point, drevet af en væsentlig forbedring i Erhverv. I lighed med foregående kvartaler var der også i årets første kvartal en høj frekvens af autoskader, særligt i Privat, hvor effekten dog begynder at afbødes af de planlagte lønsomhedsforbedrende initiativer.

Omkostningsprocenten blev 19,1 i 1. kvartal 2024 (1. kvt. 2023: 20,0) og udviklingen følger det planlagte forløb understøttet af et skarpt omkostningsfokus med fortsat realisering af synergier. Combined Ratio udgjorde 90,2 i 1. kvartal 2024 (1. kvt. 2023: 92,8).

Solvensdækningen var ved udgangen af kvartalet 193 %. Alm. Brand Group har som målsætning at have en solvensdækning på minimum 170 % og vil under hensyntagen hertil kunne udlodde en høj andel af den fremtidige indtjening til sine aktionærer.

Link til Delårsrapporten på hjemmesiden: 1. kvartal 2024

Webcast og telekonference
Alm. Brand afholder telefonkonference for investorer og analytikere i dag, torsdag den 2. maj 2024, kl. 11.00. Telefonkonferencen og præsentationen vil være tilgængelig via Alm. Brands investorhjemmeside her.

Følgende numre kan benyttes af investorer og analytikere (pinkode: 978854):

Danmark: +45 8987 5045
Storbritannien: +44 20 3936 2999
USA: +1 646 664 1960

Link til webcast: Alm. Brand Group Q1 2024

Kontakt
Eventuelle henvendelser vedrørende denne selskabsmeddelelse bedes rettet til:

Investorer og aktieanalytikere:                 

Direktør for IR, Rating & ESG-rapportering                
Mads Thinggaard                 
mobil nr. 2025 5469                

Presse:        

Head of Communication

Claus Kappel Christensen
mobil nr. 3547 3501

Vedhæftede filer



Attachments

AS 26 2024 - Delårsrapport 1. kvartal 2024 AB GROUP 1Q 2024