Selskabsmeddelelse nr. 9/2026 | 27.august 2026
Danske Andelskassers Bank realiserede i 1. halvår 2026 et resultat før skat på 105,0 mio. kr. og en basisindtjening på 84,3 mio. kr.
Resultatet for 1. halvår afspejler de strategiske investeringer, der er foretaget som led i bankens 2030-strategi. Banken har etableret nye rådgivningscentre og ansat nye medarbejdere, da bankens vækststrategi er baseret på organisk vækst, hvor fokus er på både at udvikle eksisterende kunderelationer og tiltrække nye kunder, særligt inden for Private Banking og i nye markedsområder.
Ved at øge forretningsomfanget skabes grundlag for en mere omkostningseffektiv bank. Sammen med målrettede effektiviseringer skal dette føre til en forbedret omkostningsprocent og styrke bankens langsigtede indtjeningsevne frem mod 2030.
Stigningen i omkostningerne i 1. halvår 2026 var forventet og har ført til en midlertidig stigning i det relative omkostningsniveau.
Vi ser allerede nu effekterne af investeringerne med et historisk højt aktivitetsniveau i første halvår og en god tilgang af nye kunder. Forretningsomfanget er steget med 14,6 % til 64,0 mia. kr. mod 55,8 mia. kr. pr. 30. juni 2025.
Resultatet i 1. halvår er påvirket af en forventet stigning i nedskrivningerne. Desuden er kursreguleringerne påvirket af den geopolitiske uro med et fald i kursreguleringerne til følge.
Set i lyset af de strategiske investeringer, betegnes resultatet som tilfredsstillende.
Banken fastholder sine forventninger til basisindtjeningen og resultatet før skat som oplyst i selskabsmeddelelse nr. 7 af 24. april 2026. Banken forventer således et resultat før skat i intervallet 210-260 mio. kr. og en basisindtjening på 150-180 mio. kr.
Adm. direktør Jan Pedersens kommentar til delårsrapporten:
”Vi har det seneste år investeret kraftigt i bankens 2030-strategi.
Vi ser allerede nu effekterne af investeringerne med et historisk højt aktivitetsniveau i første halvår, hvor forretningsomfanget de seneste 12 måneder er steget med 14,6 %. Det bekræfter os i, at de strategiske valg, vi har truffet, styrker vores evne til at udvikle banken og skabe værdi på lang sigt.
Vi har i år åbnet et nyt rådgivningscenter i Kolding, og vi har åbnet Andelskassen Sundhed, som er målrettet kunder i den private sundhedssektor. Og i sensommeren flytter vi ind i vores nye rådgivningscenter i Højbjerg ved Aarhus.
Fremgangen viser, at vi er mere end godt på vej til at realisere den strategiske målsætning om en vækst på 50 % frem mod 2030. Halvandet år inde i strategiperioden er næsten halvdelen af vækstmålet allerede nået.”
Hovedpunkter fra regnskabet for 1. halvår 2026:
- Resultat før skat på 105,0 mio. kr. mod 150,0 mio. kr. i 1. halvår 2025.
- Basisindtjening på 84,3 mio. kr. mod 144,1 mio. kr. i 1. halvår 2025.
- Nettorente- og gebyrindtægterne faldt med 6,3 % til 409,4 mio. kr. mod 436,8 mio. kr. i 1. halvår 2025 (fald i aktieudbytte).
- Udgifter til personale og administration steg med 9,0 % til 311,2 mio. kr. mod 285,4 mio. kr. i 1. halvår 2025.
- Positive kursreguleringer på 24,9 mio. kr. mod positive kursreguleringer i 1. halvår 2025 på 0,7 mio. kr.
- Mernedskrivninger på 4,1 mio. kr. mod tilbageførsler i 1. halvår 2025 på 5,3 mio. kr.
- Egenkapitalforrentning før skat på 7,2 % p.a. mod 10,2 % i 1. halvår 2025.
- Stigning i udlånet på 29,6 % til 10.603 mio. kr. mod 8.181 mio. kr. pr. 30. juni 2025.
- Stigning i forretningsomfanget på 14,6 % til 64.028 mio. kr. mod 55.848 mio. kr. pr. 30. juni 2025.
- Kapitalprocent på 24,2 % og en overdækning i forhold til kapitalkrav på 8,6 procentpoint.
- NEP-kapitalprocent på 22,0 % efter kombinerede bufferkrav og en overdækning i forhold til NEP-kravet på 6,3 procentpoint.
Venlig hilsen
Danske Andelskassers Bank A/S
Jan Pedersen
Adm. direktør
Kontaktinformation
Henvendelse vedrørende denne meddelelse kan ske til kommunikationskonsulent Maria Krogshede Bugge, på telefon 87 99 30 74 eller mbm@andelskassen.dk.
Vedhæftede filer
- 9-2026 Selskabsmeddelelse - Resultat for 1. halvår 2026
- Danske Andelskassers Bank - Halvårsrapport 2026
- Danske Andelskassers Bank - Halvårsrapport 2026