Børsmeddelelse nr. 04.2009, Foreløbigt resultat for 2008 Bestyrelsen i SmallCap Danmark A/S har d.d. gennemgået en foreløbig opgørelse af selskabets resultat for 2008, hvorfra følgende kan fremhæves: § Selskabet realiserede i 2008 et negativt resultat før skat på 251 mio. kr. Årets resultat efter skat var negativt med 218 mio. kr. § Resultatet er påvirket af den stærkt negative udvikling på aktiemarkederne i 2008. Forrentning af primo egenkapitalen var på henholdsvis -46,7% og. -40,5% før og efter skat. Dette skal ses i relation til at selskabets benchmark, KFMX-indekset, faldt med 60,8% i 2008. § Egenkapitalen udgjorde ultimo 2008 286 mio. kr. og indre værdi 55,6 kr. pr. aktie. Bestyrelsen vil indstille til generalforsamlingen, at der for 2008 udbetales et udbytte på 2,5 kr. pr. aktie mod 4 kr. pr. aktie for 2007. § Folketinget vedtog d. 5. februar 2009 en markant ændring af aktieavancebeskatningsloven for investorer i visse investeringsselskaber. For SmallCap Danmark's aktionærers er der dog ingen ændringer i beskatningen da selskabet er omfattet af en undtagelsesbestemmelse, da selskabet ejer aktieposter på mere end 10% af kapitalen i flere selskaber; BoConcept Holding, Rias og Egetæpper. § Den nuværende finansielle og økonomiske krise ændrer ikke på vores grundlæggende opfattelse af, at de virksomheder vi har investeret i vil skabe værdi fremover, selv om indtjeningen kommer under stort pres i 2009. Dette langsigtede indtjeningspotentiale er ikke afspejlet i de nuværende aktiekurser. § Selskabet vil fortsætte med en forsigtig investeringsstrategi og opretholde en høj likviditetsandel, men vi er parate til at opvægte aktieandelen, når vi vurderer, at markedet er ved at bunde ud. Vi må dog indstille os på fortsat volatile markeder også i 2009, da visibiliteten er lav og virksomhedernes indtjening bliver svag og investorerne fortsat vil være risikoaverse. Årsrapporten for 2008 forventes offentliggjort d. 17. marts 2008. Med venlig hilsen SmallCap Danmark A/S Jan O. Frøshaug Jens Erik Høst Formand for bestyrelsen Direktør
Foreløbigt resultat for 2008
| Source: Ennogie Solar Group A/S