Irsk regeringsbeslutning indebærer stor kompensationskontrakt til FLS Aerospace


Den irske regering har i dag offentliggjort beslutningen om køb af Sikorsky S-92 helikoptere til det irske forsvar. Som et led i denne aftale har regeringen betinget sig, at en række kompensationsordrer placeres hos irske aerospace-leverandører og -virksomheder.

Beslutningen indebærer således for FLS Aerospace, at en foreløbing aftale med Sikorsky nu kan forhandles endeligt på plads. Aftalen omfatter ombygning af et større antal passagerfly til fragtfly. Kontrakten er i størrelsesordenen 1,1 mia. kr. (USD 130 mio.) og vil strække sig over de kommende 5 år. Arbejdet på de første fly forventes påbegyndt ved årsskiftet 2002 - 2003. Kontrakten vil således ikke indebære en resultatmæssig påvirkning i indeværende år.

Aftalen vil styrke FLS Aerospace's kompetence inden for det globale marked for konvertering af passagerfly til fragtfly og positionere selskabet godt i konkurrencen om tilsvarende ordrer i et marked for flyvedligeholdelse, hvor efterspørgslen er kraftigt negativt påvirket af begivenhederne 11. september 2001.

Som en følge af den faldende efterspørgsel på flyvedligeholdelsesmarkedet er FLS Aerospace som tidligere meddelt inde i en omfattende omstrukturering, der vil fortsætte som planlagt. Imidlertid vil den irske regerings beslutning skabe grundlag for ca. 50 nye job i FLS Aerospace's irske afdeling i kontraktperioden. FLS Aerospace's irske afdeling beskæftiger i dag ca. 1.600 medarbejdere.

FLS Industries A/S
Koncerninformation