Kvartalsmeddelelse for 1. januar - 30. september 2009 for FirstFarms A/S


Resumé
Bestyrelsen og direktionen i FirstFarms A/S har d.d. behandlet og godkendt det ureviderede kvartalsregnskab for perioden 1. januar - 30. september 2009.
 
Hovedpunkter
- FirstFarms har i regnskabsperioden realiseret en omsætning på 48,8 mio. kr., et EBIT-resultat på -31,6 mio. kr. samt et resultat før skat på -36,4 mio. kr. Resultatet er 7,7 mio. kr. lavere end forventet og skyldes primært en negativ værdiregulering af de biologiske aktiver med 4,6 mio. kr. samt en lavere afregning for afgrøder på 3,4 mio. kr.
- Mælkeprisen steg i 3. kvartal og mælkeprisen forventes også at stige yderligere i 4. kvartal. For resten af året forventes mælkeprisen i gennemsnit at være 1,85 - 2,00 kr. pr. kg.
- Afgrøder i Slovakiet og Rumænien blev høstet og solgt i 3. og 4. kvartal 2009. Resultatet af høsten var lidt lavere end forventet, især i Østrumænien grundet tørke.
- Salgsprisen på korn var i perioden 20 - 40 % lavere end forudsat i halvårsregnskabet, mens prisen på oliefrø var 16 % lavere.
- Afregningspriserne på afgrøder i 4. kvartal 2009 forventes at være uændrede i forhold til de nuværende lave priser, hvilket vil have en negativ resultatvirkning i forhold til forventningerne på 6,9 mio. kr.
- Som nævnt i selskabsmeddelelse nr. 8/2009 har FirstFarms indgået en betinget aftale om salg af driftscenteret i det vestlige Rumænien. Den positive regnskabsmæssige effekt af frasalget udgør 18 mio. kr. før skat og øger samtidig kapitalberedskabet med 50 mio. kr.
- FirstFarms forventer, at kvægprisen i 4. kvartal vil stige som følge af de højere mælkepriser og forventer derfor en positiv regulering af de biologiske aktiver i 4. kvartal på 3 mio. kr.
- Med de nævnte forhold opjusterer FirstFarms de tidligere udmeldte forventninger til resultaterne i halvårsmeddelelsen med 6 mio. kr. til en omsætning på 57-62 mio. kr., et EBIT-resultat på -8 til -13 mio. kr. og et resultat før skat på -16 til -21 mio. kr.
 
Billund d. 25. november 2009
 
 
FirstFarms A/S
 
For yderligere information:
Se venligst vores hjemmeside www.firstfarms.dk eller
kontakt adm. direktør Kim Stokholm på telefon +45 75 86 87 87.

Attachments

Q3-2009