STYLEPIT A/S – Bestyrelsens redegørelse - Uændrede forventninger til regnskabsåret 2015/16 - Den daglige ledelses langsigtede forventninger

Selskabsmeddelelse nr. 35 / 2015


Bestyrelsens redegørelse om det frivillige, betingede købstilbud fra Bestseller-koncernen (”Købstilbuddet”)

Hermed offentliggøres redegørelse fra bestyrelsen i Stylepit A/S vedrørende det frivillige, betingede købstilbud af 16. september 2015 til aktionærerne i Stylepit A/S fremsat af Aktieselskabet af 14.10.2012, som er et 100% ejet og fuldt kontrolleret datterselskab i Bestseller-koncernen.

Redegørelsen er udarbejdet i medfør af § 23, stk. 1 og offentliggørelse sker i medfør af § 23, stk. 2 i bekendtgørelse nr. 562 af 2. juni 2014 om overtagelsestilbud.

Fra redegørelsen skal fremhæves følgende konklusion:

·         ”Aktionærerne skal tage imod Købstilbuddet, hvis de mener, at Stylepits turn-around ikke er endeligt gennemført, og at planerne for de kommende år ikke kan realiseres, hvorfor potentialet for en merværdi i aktien ikke eksisterer.

·         Aktionærerne skal ikke tage imod Købstilbuddet, såfremt de betragter Stylepit som en spændende fremtidsorienteret virksomhed, der efter sin turn-around kan realisere sine planer for de kommende år, hvorfor potentialet for en merværdi i aktien eksisterer.

·         Bestyrelsen fremhæver, at Aktionærer, der accepterer Købstilbuddet, er i risiko for at være afskåret fra at disponere over deres aktiebesiddelse i en periode uden sikkerhed for Købstilbuddets gennemførelse, da Købstilbuddet er betinget af konkurrencemyndighedernes godkendelse i Danmark, Østrig og Ukraine.”

”Det er Bestyrelsens vurdering, at Købstilbuddet indebærer følgende fordele for Aktionærerne:

·       Købstilbuddet er ikke betinget af due diligence.

·       Vederlaget til Aktionærerne erlægges kontant.

·       Alle Aktionærer får mulighed for at sælge deres samlede aktiebeholdning.

Det er Bestyrelsen vurdering, at Købstilbuddet indebærer følgende ulemper for Aktionærerne:

·         Efter Købstilbuddets gennemførelse og en eventuel efterfølgende indløsning af Aktierne vil Aktionærerne ikke have mulighed for at deltage i en mulig fremtidig værditilvækst i Stylepit.

·         Hvis Købstilbuddet gennemføres, og Bestseller opnår en tilstrækkelig ejerandel til afnotering af Selskabet fra NASDAQ Copenhagen, vil Aktionærerne ikke have en platform for handel med deres Aktier på et transparent marked til en objektiv kendt kurs.

·         Hvis Købstilbuddet gennemføres, og Bestseller opnår fornøden majoritet, kan de som hovedaktionær gennemføre mange væsentlige beslutninger uden mulighed for, at øvrige Aktionærer kan modsætte sig dette, herunder betydelige kapitaludvidelser.

·         Aktionærerne er i risiko for ikke at kunne disponere over deres Aktier i en periode, da Bestseller skal opnå godkendelse fra konkurrencemyndighederne i Danmark, Østrig og Ukraine, hvilket erfaringsmæssigt kan tage tid.”


Forventninger til regnskabsåret 2015/16 – uændrede forventninger - opdateret

”Stylepits forventninger til regnskabsåret 2015/16 blev offentliggjort i selskabsmeddelelse nr. 17 / 2015 dateret den 10. august 2015:

Stylepit vil i 2015/16 have fokus på det danske og nordiske hjemmemarked, medens tidligere planer om en aggressiv vækststrategi ud over hele Europa ikke er en del af årets planer. På den baggrund forventer Stylepit i regnskabsåret 2015/16 en omsætning i niveauet DKK 350 mio. og et beskedent men positivt EBITDA”.

Udviklingen i Selskabet omsætning og EBITDA de første 3 måneder af regnskabsåret har indtil nu bekræftet de angivne forventninger og følger de lagte planer.”

Forventningerne er opgjort før de omkostninger, der bliver en følge af det uinviterede købstilbud fra Bestseller.”

Selskabets langsigtede forventninger

"Stylepits daglige ledelse (”Direktionen”) har udarbejdet et forecast for de næste 5 år med regnskabsåret 2015/16 som startpunkt. Dette materiale er baseret på følgende forudsætninger: (i) 2014/15 har været et oprydnings og transformationsår, (ii) 2015/16 er et konsolideringsår, (iii) i 2016/17 og 2017/18 opnås en markant vækst i omsætningen på mere end 15% p.a., og derved bringes omsætningen på niveau med omsætningen før den planlagte og gennemførte omsætningsreduktion i turn-around perioden med en EBITDA-margin på over 5% (iv) i de kommende år udvikler Stylepit generelt sin markedstilstedeværelse på de angive udvalgte markeder og erobrer markedsandele, og (v) opnår i de efterfølgende to år en årlig omsætningsvækst i niveauet 15 % p.a. samt en yderligere forbedring i EBITDA margin.”

--

Spørgsmål vedrørende denne meddelelse kan rettes til bestyrelsesformand N.E. Nielsen på mobil nr. +45 42 43 33 43 eller til direktør Marc Jeilman på mobil nr. +45 20 35 25 80.

Med venlig hilsen

STYLEPIT A/S


Attachments

Meddelelse nr  35_2015_STYLEPIT.pdf