Delårsrapport for 1. januar – 31. marts 2021 for FirstFarms A/S


Resumé

Bestyrelsen og direktionen i FirstFarms A/S har d.d. behandlet og godkendt det ureviderede kvartalsregnskab for perioden 1. januar - 31. marts 2021.

Fremgang på trods af de ustabile markedsbetingelser


FirstFarms har i regnskabsperioden realiseret en omsætning på 76,2 mDKK, et EBITDA på 29,2 mDKK, et EBIT på 16,1 mDKK og et resultat før skat på 10,6 mDKK.

EBITDA og EBIT er forbedret med henholdsvis 3,0 mDKK og 2,0 mDKK sammenlignet med samme periode sidste år.

  • I Q1 2021 har mælkeprisen været marginalt højere sammenlignet med Q1 2020, mens mælkeproduktionen har været væsentlig højere.

  • Omsætningen for små- og slagtegrise er 16 mDKK mindre i Q1 2021 sammenlignet med samme periode sidste år, årsagen hertil er lavere priser i perioden. Priserne er dog steget frem mod slutningen af kvartalet, og der er således en positiv værdiregulering på 9,0 mDKK på besætningen.

  • Afgrødepriserne er steget væsentligt i Q1 2021, hvilket har haft en positiv effekt på resultatet. Afgrøderne i marken har en tilfredsstillende udvikling, og i forhold til 2020 er udviklingen væsentligt bedre, da der i 2020 kom minimalt med nedbør.

  • FirstFarms præciserer de udmeldte forventninger for 2021, og der forventes nu et EBITDA i intervallet 95-115 mDKK og et EBIT på 45-65 mDKK. Der blev i 2020 realiseret et EBITDA på 100 mDKK og EBIT på 54 mDKK.

  • Den resterende del af det igangværende jordsalg i Vestrumænien forventes gennemført i trancher inden udgangen af 2021.

”Resultatet for første kvartal og den lille fremgang i forhold til samme periode sidste år er tilfredsstillende set i lyset af den fortsatte usikkerhed der præger markederne. Vi oplever dog tendenser til en normalisering af priser og afsætning af vores produkter, hvilket betyder, at vi fastholder forventningen til et stabilt 2021-resultat og præciserer de udmeldte forventninger. FirstFarms fastholder desuden fokus på risikospredning, udvikling og vækst, så vi kan indfri vores ambition om at blive en af Europas bedst drevne og mest profitable virksomheder indenfor jordbrug og fødevarer,” siger Anders H. Nørgaard, adm. direktør i FirstFarms.

Med venlig hilsen
FirstFarms A/S


For yderligere information:

Se venligst vores hjemmeside www.firstfarms.dk eller kontakt adm. direktør Anders H. Nørgaard på telefon +45 75 86 87 87.


Om FirstFarms:
FirstFarms er et dansk børsnoteret selskab. Vi driver FirstFarms med ansvar for de omkringliggende samfund, og vi leverer højeste kvalitet, som primært afsættes lokalt. Vi handler på nye muligheder, der skaber værdi for vores investorer og for omverdenen. Vi arbejder hver dag på at skabe en mere bæredygtig virksomhed.

Vedhæftede filer


CEO Anders H. Nørgaard

Attachments

(11) Q1-2021