Forløb af generalforsamlingen


Tivoli A/S afholdt torsdag den 28. april 2022 ordinær generalforsamling med dagsorden som vedhæftet. 

Årsrapporten blev godkendt, herunder bestyrelsens fremsatte forslag om ikke at udlodde udbytte grundet udbyttebegrænsning på grund af modtaget kompensation for faste omkostninger samt det negative resultat.

Følgende forslag fra bestyrelsen blev godkendt:

  • Forslag om vedtægtsændring: Mulighed for elektronisk generalforsamling
  • Forslag om ændring af vederlagspolitikken
  • Bestyrelsens vederlag for 2022


Vederlagsrapporten blev godkendt.

De nuværende generalforsamlingsvalgte bestyrelsesmedlemmer Tom Knutzen og Claus Gregersen blev genvalgt. Gregers Wedell-Wedellsborg og Marie Nipper blev valgt som nye medlemmer af bestyrelsen. Endvidere er Tue Krogh-Lund blevet genvalgt som medarbejderrepræsentant, og Esben Thykier er blevet valgt som ny medarbejderrepræsentant i bestyrelsen.

På bestyrelsens forslag, blev PricewaterhouseCoopers valgt til revisor.

På et efterfølgende bestyrelsesmøde, konstituerede bestyrelsen sig med Tom Knutzen som formand og Gregers Wedell-Wedellsborg som næstformand.

Med venlig hilsen

Susanne Mørch Koch
Adm. Direktør



Kontaktperson: Pressechef, Torben Plank tlf. 22237440 / tpl@tivoli.dk

Tivoli A/S – Indkaldelse til ordinær generalforsamling

Til aktionærerne i Tivoli A/S

I overensstemmelse med vedtægternes § 8 indkaldes herved til ordinær generalforsamling i Tivoli A/S:

torsdag den 28. april 2022 kl. 13.30

i Tivolis Koncertsal, Vesterbrogade 3, 1630 København V, Danmark. Adgang til Tivolis Koncertsal foregår via Tivolis Hovedindgang og Banegårdsindgang.

Dagsorden:

1.   Bestyrelsens beretning om selskabets virksomhed i det forløbne år.

2.   Fremlæggelse af årsrapport til godkendelse.

3.   Beslutning om anvendelse af overskud eller dækning af tab i henhold til det godkendte årsregnskab.

4.   Eventuelle forslag fra bestyrelse eller aktionærer.

Bestyrelsen har fremsat følgende forslag:

a. Forslag om vedtægtsændring: Mulighed for elektronisk generalforsamling

b. Forslag om ændring af vederlagspolitikken

c. Forslag om godkendelse af bestyrelsens vederlag for 2022.

5.   Vejledende afstemning om vederlagsrapport.

6.   Valg af medlemmer til bestyrelsen.

7.   Valg af revisorer.

8.   Eventuelt.

* * * * * * * *

Majoritetskrav

Til vedtagelse af forslagene fremsat under dagsordenens punkt 2, 3, 4b), 4c), 6 og 7 kræves simpelt stemmeflertal. Afstemningen under dagsordenens punkt 5 er alene vejledende.

Til vedtagelse af forslaget fremsat under dagsordenens punkt 4a) kræves kvalificeret majoritet, jf. selskabslovens § 106 og selskabets vedtægter § 17. Vedtagelse kan herefter kun ske, såfremt forslaget vedtages af mindst 2/3 såvel af de afgivne stemmer som af den på generalforsamlingen repræsenterede stemmeberettigede aktiekapital.

Deltagelse, adgangskort og stemmeret

Adgangskort udleveres til aktionærer med møde- og stemmeret. Møde- og stemmeret tilkommer alene aktionærer, som (i) er noteret i selskabets ejerbog på registreringsdatoen torsdag den 21. april 2022 kl. 23.59, eller som på dette tidspunkt har rettet henvendelse til selskabet med henblik på indførsel i ejerbogen, og denne henvendelse er modtaget af selskabet, og (ii) har anmeldt deres deltagelse i generalforsamlingen senest søndag den 24. april 2022 kl. 23.59, jf. vedtægternes § 12.

Anmeldelse om deltagelse i generalforsamlingen og bestilling af adgangskort kan ske elektronisk via Investorportalen på selskabets hjemmeside www.tivoli.dk/da/om/virksomheden/aktionaerinformation eller VP Securities A/S' (Euronext Securities) hjemmeside på www.vp.dk/agm. Det er også muligt at returnere den udfyldte tilmeldingsblanket pr. post til VP Securities A/S (Euronext Securities), Nicolai Eigtveds Gade 8, 1402 København K eller pr. e-mail vp_vpinvestor@euronext.com, dog således, at tilmeldingsblanketten er VP Securities A/S (Euronext Securities) i hænde senest søndag den 24. april 2022 kl. 23.59.

Adgangskort vil blive sendt til den e-mailadresse, der er angivet ved tilmeldingen. Adgangskortet skal medbringes til generalforsamlingen enten elektronisk på smartphone/tablet eller printet. Skulle man glemme sit adgangskort til generalforsamlingen, kan det genudskrives ved indgangen til generalforsamlingen mod forevisning af gyldig legitimation (eksempelvis pas eller kørekort).

Aktionærer, der har rekvireret adgangskort uden angivelse af e-mailadresse, kan afhente adgangskortet i indgangen til generalforsamlingen mod fremvisning af gyldig legitimation.

Stemmesedler vil blive udleveret i adgangskontrollen på generalforsamlingen.

Generalforsamlingen vil kunne følges som livetransmitteret webcast på investorportalen på selskabets hjemmeside. Det vil ikke være muligt at stille spørgsmål eller stemme, hvis generalforsamlingen følges via webcast.

Afgivelse af fuldmagt

Aktionærer kan afgive stemme ved fuldmægtig. Fuldmagten skal være skriftlig og dateret. En fuldmagt til selskabets bestyrelse kan alene gives til en bestemt generalforsamling med en på forhånd kendt dagsorden. Underretning om udpegning af en fuldmægtig kan ske elektronisk via investorportalen på selskabets hjemmeside www.tivoli.dk/da/om/virksomheden/aktionaerinformation eller VP Securities A/S' (Euronext Securities) hjemmeside på www.vp.dk/agm eller via fuldmagtsblanket, der udsendes til aktionærerne sammen med indkaldelsen til generalforsamling og samtidig gøres tilgængelig på selskabets hjemmeside. Fuldmagter skal være VP Securities A/S (Euronext Securities) i hænde senest søndag den 24. april 2022 kl. 23.59. Fuldmægtigen kan endvidere fremlægge skriftlig og dateret fuldmagt på generalforsamlingen.

Afgivelse af brevstemme

Afgivelse af stemmer kan ligeledes ske ved brevstemme. Brevstemmer kan afgives elektronisk via investorportalen på selskabets hjemmeside www.tivoli.dk/da/om/virksomheden/aktionaerinformation eller VP Securities A/S (Euronext Securities) hjemmeside på www.vp.dk/agm eller via brevstemmeblanket, der udsendes til aktionærerne sammen med indkaldelsen til generalforsamlingen og samtidig gøres tilgængelig på selskabets hjemmeside. Brevstemmer skal være VP Securities A/S (Euronext Securities) i hænde senest onsdag den 27. april 2022 kl. 23.59. En afgivet brevstemme kan ikke tilbagekaldes.

Skriftlige spørgsmål

Aktionærer kan skriftligt stille spørgsmål til dagsordenen, dokumenter til brug for generalforsamlingen eller selskabets stilling i øvrigt. Spørgsmål kan fremsendes pr. mail til investor@tivoli.dk. Fremsendte spørgsmål vil blive besvaret på generalforsamlingen.

Information på selskabets hjemmeside

Følgende dokumenter og oplysninger vil i perioden fra den 6. april 2022 til og med den 28. april 2022 (begge dage inklusive) være tilgængelige på selskabets hjemmeside: (1) Indkaldelsen til generalforsamlingen, (2) oplysning om det samlede antal aktier og stemmerettigheder på datoen for indkaldelsen, (3) de dokumenter, der skal fremlægges på generalforsamlingen, herunder årsrapporten, (4) dagsordenen for generalforsamlingen og de fuldstændige forslag og (5) formularer til brug for stemmeafgivelse ved brev og fuldmagt.

Eftersyn af dokumenter

Dagsorden og de fuldstændige forslag samt dokumenter, der fremlægges på generalforsamlingen, herunder årsrapporten, er fra den 6. april 2022 til og med den 28. april 2022 fremlagt til eftersyn for aktionærerne i Tivoli Box Office, Vesterbrogade 3, 1630 København V.

Aktiekapital og kontoførende institut

Selskabets aktiekapital udgør kr. 57.166.600 fordelt på aktier à kr. 10. Hvert aktiebeløb på nominelt kr. 10 giver én stemme. Selskabets kontoførende institut er Danske Bank.

Persondata

I forbindelse med generalforsamlingen indsamler, behandler og opbevarer selskabet visse personoplysninger. I den forbindelse henvises til selskabets politik om behandling af personoplysninger, som er tilgængelig på selskabets hjemmeside www.tivoli.dk/da/om/behandling-af-personoplysninger.

København, den 6. april 2022

Bestyrelsen

Tivoli A/S

 

Vedhæftet fil



Attachments

Tivoli AS - Fondsbørsmeddelelse nr 6 - Forløb af generalforsamling 2022