Delårsrapport for 1. januar - 30. september 2021 for FirstFarms A/S


Tilfredsstillende 3. kvartal peger i retning af historisk 2021-resultat


De høje priser på afgrøder har påvirket FirstFarms A/S resultat positivt i de første 3 kvartaler af 2021, da FirstFarms på årsbasis er en stor nettosælger af afgrøder. Samtidig har FirstFarms modstået de lave grisepriser, da driftsgrenen er én ud fire, og selskabet derfor ikke er afhængigt af gode priser på grise. FirstFarms fremlægger som følge deraf et tilfredsstillende resultat i et meget uroligt marked og meddeler, at selskabet fortsat forventer et historisk godt resultat for 2021.

Bestyrelsen og direktionen i FirstFarms A/S har dags dato behandlet og godkendt det ikke reviderede delårsregnskab for perioden 1. januar - 30. september 2021.

FirstFarms har i regnskabsperioden realiseret:

  • En omsætning på 248 mDKK
  • Et EBITDA på 74 mDKK (mod 73 mDKK i 2020)
  • Et EBIT på 44 mDKK
  • Et resultat før skat på 24 mDKK

De høje afgrødepriser har betydet en væsentlig bedre indtjening på afgrødeproduktionen. FirstFarms har indregnet en værdiregulering på høstede afgrøder på 22 mDKK pr. 30. september 2021 mod 4 mDKK for samme periode sidste år, der er således indregnet 18 mDKK mere i forhold til sidste år. Et andet forhold, der spiller positivt ind, er at selskabet i år har haft et normalt udbytte i Rumænien, i forhold til et lavt udbytte i 2020 som følge af tørke.

Modsat har FirstFarms oplevet en væsentlig nedgang i salgsprisen på grise i lighed med resten af det globale marked. Omsætningen på grise er 33 mDKK lavere sammenlignet med samme periode sidste år, men produktionen og effektiviteten er stadig på et højt niveau i lighed med tidligere. Nettoeffekten af griseproduktionen sammenlignet med sidste år er negativ med 16 mDKK.

”Vores omsætning, indtjening og risiko er fordelt på fire driftsgrene. Derfor mere end opvejer de rekordhøje afgrødepriser de meget lave grisepriser, og vi kan primært derfor præstere et godt resultat for årets tre første kvartaler. Vi opererer i et usædvanligt uforudsigeligt marked, og derfor er jeg også stolt over, at vi udfordringerne til trods sandsynligvis vil levere endnu et rekordresultat, når året er omme, ” siger adm. direktør Anders H. Nørgaard og fortsætter:

”Vi er ikke blinde for at vores virke påvirker klima og natur. I FirstFarms tager vi derfor ansvar for alt hvad vi laver, og iværksætter løbende tiltag, der tager os i en stadig mere bæredygtig retning. Vi har blandt andet fokus på dataindsamling og databearbejdning, med henblik på f.eks. hele tiden at nedbringe vores CO2 aftryk. Vi kigger også ind i muligheder for nye energivenlige løsninger når vi bygger nyt eller om. Jeg har behov for at slå fast, at arbejdet mod mere bæredygtighed vil tage til fremadrettet.”

Driftsgrene

  • Mælkeprisen har været på niveau med budgetteret, mens effektivitet og produktion har været bedre end forventet, samt bedre end samme periode sidste år.
  • Priserne for små- og slagtegrise steg i løbet af første halvår, men de er faldet tilbage til samme historisk lave niveau fra starten af året. Besætningsværdien er på niveau med starten af året mod -17 mDKK i samme periode sidste år.
  • Høsten af afgrøderne har samlet set været bedre end budgetteret og væsentligt over 2020, med historiske høje priser, hvorfor afgrødeproduktionen har bidraget væsentligt til årets resultat. En væsentlig del af resultatet i afgrødeproduktionen generes i sidste kvartal, hvor solgte afgrøder leveres.
  • Jorden har givet et meget tilfredsstillende afkast med baggrund i udbytter samt salg af udviklet jordportefølje i Vestrumænien (selskabsmeddelelse nr. 1/2021 og 19/2021)  

FirstFarms fastholder forventningerne til 2021:

  • Et EBITDA i intervallet 100-120 mDKK
  • Et EBIT på 50-70 mDKK

Der blev i 2020 realiseret et EBITDA på 100 mDKK og EBIT på 54 mDKK, hvilket også var historisk godt.

”FirstFarms’ vækstrejse fortsætter. Vi fortsætter med at udvikle og drive landbrug med respekt for de omkringliggende samfund, og vi vil fortsat levere produkter af højeste kvalitet, som primært afsættes og forbruges lokalt. Sidst, men ikke mindst, fortsætter vi udviklingen mod mere bæredygtige landbrug, alt imens vi eksekverer på nye muligheder, der også skaber værdi for vores investorer og forbrugerne,” afslutter Anders H. Nørgaard.

Med venlig hilsen
FirstFarms A/S

For yderligere information:
Se venligst vores hjemmeside www.firstfarms.dk eller kontakt adm. direktør Anders H. Nørgaard på telefon +45 75 86 87 87.

Om FirstFarms:

FirstFarms er et dansk børsnoteret selskab. Vi driver FirstFarms med ansvar for de omkringliggende samfund, og vi leverer højeste kvalitet, som primært afsættes lokalt. Vi handler på nye muligheder, der skaber værdi for vores investorer og for omverdenen. Vi arbejder hver dag på at skabe en mere bæredygtig virksomhed.

 

Vedhæftede filer


CEO Anders H. Nørgaard

Pièces jointes

(21) Q3-2021 (DK)