Århus, den 20. maj 2010 NASDAQ OMX Copenhagen A/S Meddelelse nr. 12/2010 AGF stopper samarbejdet med Erik Rasmussen. AGF har med virkning fra dags dato indstillet samarbejdet med cheftræner Erik Rasmussen. Det sker som en konsekvens af klubbens nedrykning til Viasat Divisionen, der blev en realitet med nederlaget til OB på hjemmebane i Århus søndag den 16. maj 2010. ”På baggrund af den seneste tids evaluering af sæsonen og situationen har jeg i samråd med bestyrelsen på dagens ordinære bestyrelsesmøde truffet beslutning om, at der skal nye og friske kræfter til på posten som cheftræner i AGF. Vi har derfor i dag opsagt samarbejdet med Erik Rasmussen. Vi går straks i gang med arbejdet med at ansætte en ny cheftræner til AGF,” siger administrerende direktør i Århus Elite A/S, Jan Christensen. ”Jeg vil gerne på vegne af Århus Elite A/S og AGF sige Erik Rasmussen tak for den tid, han har været i klubben. Erik viste i efteråret nogle af de store kvaliteter, han besidder som træner, og han formåede i den periode at få noget af det bedste frem i vores spillertrup. Desværre har vi måttet konstatere, at det gode spil og de gode resultater ikke fortsatte. Vi har foretaget en grundig vurdering af, hvordan vi hurtigst muligt vender tilbage til Superligaen, og denne faldt desværre ikke ud til Eriks fordel. Derfor skilles vi nu.” Århus Elite A/S fortsætter arbejdet med at skabe forudsætningerne for, at AGF så hurtigt som muligt, og forhåbentlig allerede efter næste sæson, kan returnere til Superligaen. For yderligere oplysninger kontakt administrerende direktør Jan Christensen på tlf. 30 91 00 01. Med venlig hilsen Jan Christensen Administrerende direktør
Recommended Reading
-
Aarhus, den 19. januar 2026 NASDAQ OMX Copenhagen A/S Meddelelse nr. 1 / 2026 AGF A/S udsteder warrants Bestyrelsen for AGF A/S har den 19. januar besluttet at udnytte en del af sin bemyndigelse...
Read More