Dato: 30. marts 2012
Tidspunkt:
Årets meddelelse nr.: 2
BLUE VISION A/S – SELSKABSMEDDELELSE
Bestyrelsen i Blue Vision A/S har besluttet delvist at udnytte bemyndigelsen i selskabets vedtægter til at gennemføre en kapitalforhøjelse omfattende et udbud af op til 1.515.670 stk. nye B-aktier á nominelt DKK 100 til en pris på DKK 100 pr. udbudt aktie med fortegningsret for selskabets eksisterende aktionærer. Selskabets bestyrelse forventer at tegningsprospektet vil blive offentliggjort i maj 2012 og at udbuddet vil være gennemført inden udgangen af 2. kvartal 2012.
Bestyrelsen i Blue Vision A/S har på et bestyrelsesmøde i dag besluttet delvist at udnytte bemyndigelsen i pkt 4.1.a i selskabets vedtægter til at gennemføre en kapitalforhøjelse omfattende et udbud på mellem 680.710 ("Minimumsudbuddet") og 1.515.670 stk. nye B-aktier á nominelt DKK 100 til en pris på DKK 100 pr. udbudt aktie med fortegningsret for selskabets eksisterende aktionærer.
De udbudte aktier vil have et indbetalingskrav på DKK 25 pr. aktier og dermed være ikke-fuldt indbetalte aktier, jf. § 33, stk. 1 i lovbekendtgørelse nr. 322 af 11. april 2011 om aktie- og anpartsselskaber ("Selskabsloven"). Det udestående beløb på hver udbudt aktie udgør DKK 75 pr. aktie der skal indbetales til selskabet på anfordring med en frist på 4 uger. Der vil ikke blive fastsat nogen frist for, hvornår selskabet skal kalde den udestående selskabskapital, og dette kan principielt ske når som helst. Selskabet forventer dog at det vil ske inden for to år efter gennemførelsen af udbuddet.
Baggrunden for udbuddet
Udbuddet sker, da selskabet har identificeret et behov for at styrke selskabets likviditet med henblik på at kunne refinansiere en del af den eksisterende gæld, foretage projektudvikling og yderligere opkøb samt til en generel styrkelse af driftslikviditeten.
Provenu
Ved tegning af Minimumsudbuddet vil bruttoprovenuet være i alt DKK 68.071.000, hvor indbetalingen af DKK 51.053.250 vil være udestående selskabskapital. I det tilfælde at udbuddet fuldtegnes vil bruttoprovenuet være i alt DKK 151.567.000, hvor DKK 113.675.250 vil være udestående selskabskapital.
Udbuddets vilkår
Udbuddet
Udbuddet vil omfatte 1.515.670 stk. nye B-aktier á nominelt DKK 100 med fortegningsret for selskabets eksisterende aktionærer. Minimumsudbuddet udgør DKK 680.710 stk. nye B-aktier.
Udbudskursen
De nye B-aktier vil blive udbudt til en pris på DKK 100 pr. aktie af nominelt DKK 100.
Tegningsforhold
Udbuddet vil blive gennemført i tegningsforholdet 1:2, hvilket vil sige, at alle selskabets eksisterende aktionærer, der er registreret i VP Securities A/S som aktionærer på prospektdatoen, vil blive tildelt 2 tegningsretter pr. aktie á nominelt DKK 100. En (1) tegningsret berettiger indehaveren til at tegne én (1) ny B-aktie af nominelt DKK 100 mod umiddelbar indbetaling af DKK 25. Det udestående beløb på hver udbudt aktie udgør DKK 75 pr. aktie der skal indbetales til selskabet på anfordring med en frist på 4 uger.
Resterende aktier
Udbudte aktier, der ikke tegnes af eksisterende aktionærer ved udnyttelse af deres tildelte tegningsretter eller af øvrige investorer ved udnyttelse af erhvervede tegningsretter før fortegningsretsperiodens udløb, kan uden kompensation til indehavere af ikke-udnyttede tegningsretter af bestyrelsen inden for tegningsperioden tilbydes til investorer, herunder eksisterende aktionærer, på samme vilkår, som angivet i tegningsprospektet.
Optagelse til handel og officiel notering
De udbudte aktier vil ikke blive udstedt i dematerialiseret form gennem VP SECURITIES A/S, og registrering vil alene ske i selskabets ejerbog, jf. Selskabslovens § 52. De udbudte aktier vil ej heller blive handlet og officielt noteret på NASDAQ OMX Copenhagen A/S ("NASDAQ OMX"). Først efter fuld indbetaling af den udestående selskabskapital vil de udbudte aktier blive søgt optaget til handel og officiel notering på NASDAQ OMX.
Forventet tidsplan
Selskabets bestyrelse forventer at tegningsprospektet vil blive offentliggjort i maj 2012 og at udbuddet vil være gennemført inden udgangen af 2. kvartal 2012. En udførelig tidsplan vil blive offentliggjort sammen med tegningsprospektet.
Med venlig hilsen
Blue Vision A/S
Frederik Westenholz
Bestyrelsesformand