Agenda og forløb af ordinær generalforsamling i Blue Vision A/S mandag den 30. april 2012

kl. 09.00 hos Accura Advokatpartnerselskab, Tuborg Boulevard 1, 2900 Hellerup.


Dato: 30. april 2012
Årets meddelelse nr.: 7

 

Dagsorden

 

1. Præsentation af dirigent

Advokat Karsten Pedersen fra Accura Advokatpartnerselskab blev præsenteret og valgt som dirigent.

Dirigenten konstaterede, at 33,12 % af selskabskapitalen var repræsenteret på generalforsamlingen, svarende til 250.986 aktier á DKK 100 eller multipla heraf og 250.986 stemmer, samt at generalforsamlingen var lovligt indvarslet og beslutningsdygtig i henhold til dagsordenen.

Dirigenten redegjorde for reglerne i selskabsloven om afvikling af generalforsamlinger, herunder reglerne i selskabslovens § 101 om, hvad aktionærerne kunne kræve med hensyn til redegørelse for afstemninger. Ingen aktionærer begærede en fuldstændig redegørelse for afstemningerne på generalforsamlingen. 

2. Bestyrelsens beretning om selskabets virksomhed i det forløbne år

Bestyrelsesformand Frederik Westenholz berettede om selskabets virksomhed i det forløbne år.  

Bestyrelsesformandens beretning blev taget til efterretning.

3. Fremlæggelse af revideret årsrapport til godkendelse, meddelelse af decharge for bestyrelse og direktion og fastsættelse af     bestyrelsens honorar for 2012

Administrerende direktør Vilhelm Boas fremlagde den reviderede årsrapport til godkendelse.

Årets resultat for 2011 udgjorde DKK -16.978.000 mod DKK -1.415.000 i 2010.

I forbindelse med generalforsamlingens behandling af årsrapporten blev det foreslået, at bestyrelsesmedlemmernes honorarer for 2012 skulle være DKK 140.000. Formanden skulle dog modtage DKK 280.000.

Derudover stilledes forslag om at meddele decharge til selskabets ledelse for regnskabsåret 2011.  

Dirigenten gik herefter videre til beslutningsdelen og konstaterede, at årsrapporten var godkendt, at der var meddelt decharge til bestyrelsen og direktionen samt at generalforsamlingen havde godkendt forslag til bestyrelseshonorarer for regnskabsåret 2012.

4. Vedtagelse af fordeling af overskud eller underskud efter forslag fra bestyrelsen

Generalforsamlingen besluttede at godkende forslag om at overføre årets resultat til næste regnskabsår. 

5. Eventuelle forslag fra aktionærer og bestyrelse

Dirigenten oplyste, at der var stillet forslag om at ændre punkt 10.1 i selskabets vedtægter til:

"Selskabet ledes af en bestyrelse på 5-7 medlemmer. Bestyrelsens medlemmer vælges for et år ad gangen. Genvalg kan finde sted. Aktionærer, der ejer eller repræsenterer 12,5% eller mere af selskabets aktiekapital, har ret til at udpege ét medlem af bestyrelsen. Øvrige medlemmer vælges af generalforsamlingen. Ud over de generalforsamlings valgte medlemmer kan medarbejderne vælge et antal medlemmer af bestyrelsen i overensstemmelse med den til enhver tid gældende lovgivning herom."

Generalforsamlingen besluttede at godkende bestyrelsens forslag.

6. Valg af bestyrelse

Bestyrelsen foreslog genvalg af Frederik Steen Westenholz, Jørgen Glistrup, Henrik Faber Andersen og Lars Fogh samt nyvalg af Martin Blædel.

Forud for valget fremlagde dirigenten i overensstemmelse med selskabslovens § 120, stk. 3, en oversigt over de opstillede kandidaters ledelseshverv i andre erhvervsdrivende virksomheder.

Generalforsamlingen besluttede at godkende bestyrelsens forslag.

Bestyrelsen består herefter af følgende generalforsamlingsvalgte medlemmer: Frederik Steen Westenholz, Jørgen Glistrup, Henrik Faber Andersen, Lars Fogh og Martin Blædel.

7. Valg af revisor

Bestyrelen foreslog genvalg af KPMG Statsautoriseret Revisionspartnerselskab.

Generalforsamlingen besluttede at godkende bestyrelsens forslag om at genvælge KPMG Statsautoriseret Revisionspartnerselskab.

8. Eventuelt

Der forelå intet til behandling under dette punkt. 

 

-----oo0oo-----

Generalforsamlingen bemyndigede dirigenten, med fuld ret til videredelegation, til at foretage anmeldelse af de vedtagne beslutninger til Erhvervsstyrelsen og i den forbindelse at foretage de ændringer herunder rettelser og berigtigelser i de udarbejdede dokumenter, som måtte blive krævet af styrelsen som betingelse for registrering.

Generalforsamlingen hævet.

Som dirigent:


____________________

Karsten Pedersen

 

Alle henvendelser vedrørende ovenstående bedes venligst rettet til undertegnede på telefon +45 36 94 44 17 eller per e-mail fw@blue-vision.dk.  
 

Med venlig hilsen
Blue Vision A/S

 

På bestyrelsens vegne
Frederik Westenholz, bestyrelsesformand  

 

 

 

Recommended Reading