Selskabsmeddelelse nr. 11 - 2013
Bestyrelsen for Blue Vision A/S har den 16. august 2013 behandlet og godkendt delårsrapporten for perioden 1. januar – 30. juni 2013.
Delårsregnskabet er ikke revideret eller reviewet af selskabets revisor.
RESUME
Blue Vision koncernen opnåede i perioden 1. januar - 30. juni 2013 et resultat efter skat på –68.261 tkr. (1. januar - 30. juni 2012: -7.980 tkr.). Resultatet efter skat for perioden er påvirket af negativ værdiregulering af koncernens investeringsejendomme og projektbeholdning med 53.900 tkr. og regulering af udskudt skatteaktiv med 5.011 tkr. Periodens resultat af primær drift udgør 2 tkr. (1. januar - 30. juni 2012: 143 tkr.), hvilket følger de tidligere stillede forventninger til perioden.
30. juni 2013 havde koncernen en egenkapital på -31.874 tkr. (30. juni 2012: 71.686 tkr.).
18. februar 2013 indgik Blue Vision koncernen en aftale med Nykredit-koncernen om afvikling af rammeaftalen, og Blue Vision A/S har i den forbindelse optaget et lån hos Ejby Industrivej, Glostrup ApS med en lånefacilitet på op til 16,5 mio. kr.
Den nye lånefacilitet er anvendt til (i) at indfri den negative dagsværdi m.m. af den af Nykredit Bank opsagte rammeaftale (10,7 mio. kr.), og (ii) for den dels vedkommende, som udgør 5,0 mio. kr., indtil videre at sikre koncernen mod de likviditetsmæssige udfordringer afledt af det midlertidige ophør i muligheden for anvendelse af provenuet fra det ansvarlige lån fra DOXA Investments A/S.
Koncernens realkreditfinansiering i Nykredit Realkredit A/S fortsætter indtil videre uændret.
Blue Vision koncernen har ikke foretaget investeringer i ejendomsprojekter i 2013.
Hovedpunkter (2. kvartal 2013)
- Koncernen optog i 2012 ansvarligt lån på 60 mio. kr. hos DOXA Investments A/S, hvoraf restprovenu på 45,7 mio. kr. indestod på konto hos Kiwi Deposit Building Society i New Zealand. Restprovenuet er anvendt til nedbringelse af lånefaciliteten, hvorefter lånet alene omfatter den disponerede andel af lånefaciliteten siden oprettelsen.
- 21. juni 2013 indgik Blue Vision koncernen aftale med TH. Falk-Rønne A/S og Blue Estate Holding A/S, hvorefter udviklingsaftalen mellem TH. Falk-Rønne A/S og Strandpromenaden A/S er opsagt, og det ansvarlige lån fra Blue Estate Holding A/S er indfriet.
-
28. juni 2013 indgik Blue Vision A/S aftale om salg af 100 % af aktiekapitalen i Strandpromenaden A/S med overdragelse 1. juli 2013, jf. ”Begivenheder efter delårsperiodens udløb”.
Salget af Strandpromenaden A/S har resulteret i en negativ dagsværdiregulering af koncernens investeringsejendomme under opførelse og projektbeholdningen med i alt 50,8 mio. kr. Endvidere er der i forlængelse af salget foretaget regulering af koncernens udskudte skatteaktiv med 5,1 mio. kr. Samlet har salget påvirket periodens resultat efter skat negativt med 55,9 mio. kr. - Koncernens resultatforventninger for resultatet før finansiering og værdireguleringer for 2013 er uændrede i forhold til udmeldingen ved offentliggørelse af årsrapporten 2012 og delårsrapporten for 1. kvartal 2013.
Begivenheder efter delårsperiodens udløb.
Samtlige kapitalandele i det af Blue Vision A/S helejede datterselskab, Strandpromenaden A/S, er med virkning fra 1. juli 2013 solgt. Den endelige overdragelse blev gennemført ved ”closing” af overdragelsesaftalen den 1. august 2013.
Køber har i forbindelse med gennemførelse af aftalen betalt et samlet vederlag til Blue Vision A/S på 85,0 mio. kr. Salgssummen er afregnet kontant med 25,6 mio. kr. samt ved købers indfrielse af gældsforpligtelser i Strandpromenaden A/S for i alt 59,4 mio. kr.
Bestyrelsen for Blue Vision A/S vil i umiddelbar forlængelse af salget af aktierne i Strandpromenaden A/S tage kontakt til væsentlige aktionærer i Blue Vision A/S, med henblik på drøftelse af reetablering af koncernens egenkapital og fastlæggelse af den fremtidige finansieringsstruktur under hensyntagen til koncernens ændrede egenkapitalforhold og status.
Bestyrelsen forventer at kunne offentliggøre resultatet af disse drøftelser og fremsætte forslag til reetableringen af koncernens egenkapital inden udgangen af 3. kvartal 2013.
Vedbæk, den 16. august 2013
Blue Vision A/S
Frederik Westenholz Vilhelm Boas
Bestyrelsesformand Direktør
Kontaktperson – Investor Relations
På Blue Vision A/S' hjemmeside www.blue-vision.dk findes yderligere informationer og samtlige offentliggjorte meddelelser.
Forespørgsler vedrørende relationer til investorer og aktiemarkedet kan desuden rettes til:
Vilhelm Boas
Telefon: +45 36 94 44 17
Telefax: +45 36 94 40 10
E-mail: info@blue-vision.dk