Nykredit Markets fokuserer nu forretningen og tilpasser den til de vanskelige rammevilkår på obligationsmarkedet.
Kombinationen af de vedvarende lave renter og kraftigt stigende regulering har igennem længere tid sat indtjeningen under pres på området for Fixed Income (stats- og realkreditobligationer). Det er baggrunden for, at Nykredit Markets justerer omkostningsniveauet til det nye, lavere indtjeningspotentiale på området. Dette betyder, at 20 stillinger nedlægges på Fixed Income i København. Derudover forventer Nykredit Markets at lukke filialen i Stockholm. Det berører 7 fuldtidsansatte medarbejdere. Derfor indledes der i Sverige dialog med de ansattes faglige repræsentanter.
- Vi må konstatere, at lønsomheden på Fixed Income ikke er tilfredsstillende. Derfor tilpasser vi nu omkostningerne og ruster os til de nye markedsvilkår. Desværre betyder det også, at vi må vi sige farvel til medarbejdere, siger Georg Andersen, bankdirektør og chef for Nykredit Markets.
Mens indtjeningen på Fixed Income er faldet, er efterspørgslen på andre områder til gengæld steget. Derfor sættes der nu mere fokus på aktiviteterne inden for aktier, kreditobligationer, derivater og valuta.
- Vi kan se, at disse områder efterspørges af Nykredits erhvervs- og retailkunder. Det er områder i vækst, og her vil vi styrke vores indsats yderligere i de kommende år. Dermed understøtter denne ændring også Wholesale-divisionens implementering af koncernstrategien Winning the Double, hvor netop erhvervs- og retail-kunderne er i fokus, siger Georg Andersen.
Institutionelle kunder er og vil fortsat være et kerneområde i Nykredit Markets. Det ændres der ikke ved.
- Vores kundetilfredshed er høj blandt de institutionelle investorer, og serviceringen af disse kunder er fortsat vigtig i vores operation. Det er afgørende for koncernens distributionskraft og gør det muligt for os at afsætte vores obligationer til priser, der kommer vores mange privat- og erhvervskunder til gode i form af lave renter, siger Georg Andersen.
Kontakt: Eventuelle spørgsmål kan rettes til bankdirektør Georg Andersen via pressechef Jens Theil på 30 13 35 33.