Blue Vision A/S - Årsrapport 2020


Dato: 31. marts 2021 
Årets meddelelse nr.:10


Året i hovedtræk

Bestyrelsen for Blue Vision A/S har dags dato behandlet og godkendt Selskabets årsrapport for 2020, som i hovedtræk kan sammenfattes, som følger:

  •  Årets resultat blev -32,9 mio.kr. mod -14,4 mio. kr. i 2019. Resultatet er særligt negativt påvirket af tab og hensættelser på 16,6 mio. kr., som følge af den fejlslagne investering i Heartcare ApS og dets datterselskaber. Heri indgår hensættelser for i alt 10 mio.kr. til dækning af selvskyldnerkautioner, som Blue Vision A/S har påtaget sig i medfør af Heartcare transaktionen.
  •  Der er endvidere foretaget en regnskabsteknisk regulering af Portinho tilgodehavendet, som påvirker resultat negativt med yderligere 13,8 mio. kr.
  •  Selskabets egenkapital er i 2020 faldet med 32,9 mio. kr., idet egenkapitalen pr. 31. december 2020 udgør 34,3 mio. kr. mod 67,2 mio. kr. pr. 31. december 2019. 
  •  Soliditetsgraden i 2020 udgør 59,6 %, mod en soliditetsgrad på 92,80 % i 2019. 
  •  Blue Vision A/S har et ikke indregnet udskudt skatteaktiv pr. 31. december 2020 på DKK 24,9 millioner. 
  •  Gældsforpligtelser (ekskl. hensættelser) udgør i alt  13,3 mio. kr., herunder bankgæld til to banker for i alt 8,5 mio. kr. Der er efter regnskabsårets udløb modtaget betinget tilsagn om udskudt indfrielse til april 2022 for så vidt angår bankgæld på 5 mio.kr.

Resumé
Den 31. december 2020 tiltrådte den nye ledelse i Blue Vision A/S, og nærværende resumé for 2020 er således udelukkende en gengivelse af de konstateringer, som er draget til dato.

En indledningsvis intern undersøgelse, og herefter ekstern juridisk vurdering af forhold som relaterer sig til den fejlslagne investering i Heartcare koncernen samt, hvad der vurderes som ansvarspådragende ledelsesmæssig agerende fra henholdsvis selskabets tidligere direktør Peter Hauge Jensen og tidligere bestyrelsesformand Nicolai Dines Kærgaard, har samlet set medført et særdeles markant tab for Blue Vision A/S.

Blue Vision A/S har rejst et erstatningskrav på ca. 18,0 mio. kr. mod sælgerne af Heartcare ApS samt separat mod Peter Hauge Jensen og Nicolai Dines Kærgaard, ligesom det er gjort gældende, at den samlede købesum på 4 mio. stk. aktier returneres til Blue Vision A/S.

Blue Vision A/S har ikke indregnet de rejste erstatningskrav i årsrapporten.

Mod forventning, skete der ikke en indfrielse af Blue Vision A/S’ tilgodehavende hos Portinho S.A på i alt 9,55 mio. EUR ultimo 2020. Indfrielsen er forlænget til den 1. juli 2023.

Til trods for fokuserede indsatser fra ledelsen, er det endnu ikke lykkedes at isolere og adressere Selskabets passiver i det ønskede og forventede omfang, hvorved Blue Vision A/S befinder sig i en prekær og udfordret situation, som søges imødekommet i medfør af yderligere kreditorforhandlinger og  forhandling om kapitalfremskaffelse, herunder overvejelser og sonderinger om optagelse af konvertible lån og/eller helt eller delvist frasalg af tilgodehavendet hos Portinho S.A.

Disse tiltag vil medvirke til at sikre dækning til kreditorerne samt sikre, at Blue Vision A/S vil kunne fortsætte sin drift i 2021 samt gennemføre den påtænkte investeringsstrategi.

Ledelsen vurderer på det grundlag, at det er både er realistisk og forsvarligt at aflægge årsregnskabet ud fra en forudsætning om fortsat drift.

For så vidt angår erstatningskravet mod sælgerne af Heartcare ApS, Nicolai Dines Kærgaard og Peter Hauge Jensen samt ethvert krav Blue Vision A/S i øvrigt måtte blive mødt med som følge af Heartcare transaktionen, herunder dækning af kautionsforpligtelser, er Selskabets ledelse særdeles dedikerede i forhold til at gennemføre og imødegå sådanne. Der vil blive søgt særskilt at etablere det fornødne økonomiske og ressourcemæssige grundlag, således at eventuelle tvister ikke vil obstruere den fremadrettede strategiplan.

Strategi og forventninger til 2021

Der arbejdes fokuseret og konkret på en strategiplan.

Før implementering af ny investeringsstrategi og tilførsel af ny forretning forventer ledelsen et begrænset negativt driftsresultat for 2021. Ledelsen vil offentliggøre justeringer til den forventede indtjening, efterhånden som der kan gives konkrete udmeldinger om den planlagte investeringsstrategi og ny forretning.

Eventuelle spørgsmål vedrørende denne meddelelse samt årsregnskabet for 2020 kan rettes til selskabets administrerende direktør Jeanette Borg på telefon 3118 7057 eller på mail j.borg@bluevision.dk

Med venlig hilsen 
Blue Vision A/S 

Bestyrelsen

Vedhæftet fil



Attachments

BlueVisionÅrsrapport2020final