FirstFarms A/S sælger Nordvestrumænske aktiviteter


FirstFarms A/S har dags dato underskrevet en betinget salgsaftale (SPA) og afhænder de Nordvestrumænske aktiviteter.

Salgsprisen for aktiviteterne udgør 104 mDKK. I forbindelse med købet i 2020 er der samlet indtægtsført 19,7 mDKK før skat. Indtægten udgør forskellen mellem dagsværdien af de købte aktiver fratrukket den betalte pris med aktier til dagskurs pr. overtagelsesdagen i 2020. Salget frigør 100 mDKK i frie likvide midler for koncernen og ændrer ikke de udmeldte forventninger for 2021, som er et EBITDA i niveauet 95-115 mDKK og EBIT i niveauet 45-65 mDKK.

Salget gennemføres et år efter, at FirstFarms selv erhvervede aktiviteterne, og er et godt eksempel på den agilitet, der medvirker til den fortsatte positive udvikling af virksomheden, siger adm. direktør Anders H. Nørgaard:

”Da vi overtog aktiviteterne, ville vi bruge den kommende tid til at vurdere de forskellige muligheder og prioritere indsatsen i Rumænien. Det optimale har vist sig at være en afhændelse allerede nu. Vi gør en god handel og realiserer 100 mDKK i frie midler, som blandt andet skal investeres i videreudviklingen af vores stadigt stigende aktiviteter både organisk og akkvisitiv. Samtidig får vi værdifuld viden og erfaring med, som skal udnyttes i den øvrige del af vores forretning.”

Det forventes, at handlen er endelig (closing) inden udgangen af 2021.

FirstFarms har som mål at blive en af Europas bedst drevne og mest profitable virksomheder indenfor jordbrug og fødevarer, og ambitionen hedder fortsat vækst.


Med venlig hilsen
FirstFarms A/S


For yderligere information:
Venligst kontakt adm. direktør Anders H. Nørgaard på telefon +45 75 86 87 87.


Om FirstFarms:
FirstFarms er et dansk børsnoteret selskab. Vi driver FirstFarms med ansvar for de omkringliggende samfund, og vi leverer højeste kvalitet, som primært afsættes lokalt. Vi handler på nye muligheder, der skaber værdi for vores investorer og for omverdenen. Vi arbejder hver dag på at skabe en mere bæredygtig virksomhed.

Vedhæftet fil



Attachments

(14) Salg af nordvestrumænske aktiviteter